Hanserudstua Cafè

 

Vi har ingen åpningstider, tar kun imot avtalte grupper etter avtale. Ring Beate på mob : 95240660 eller send en e-post : beate@mo-gaard.no. 

Hanserudstua var en husmannsplass under gården som i sin tid huset gamle Hans Grenader. Nå har vi satt den i stand så den kan brukes som et samlingssted for våre gjester på gården. Her vil vi holde åpent hver helg og ellers etter behov. Enten duer sambygding på søndagstur, turist, eller deltaker på en av våre omvisninger er du hjertelig velkommen inn. Kanskje frister det med en kaffetår og noe bite i attåt? Vi selger også Herefordkjøtt på Hanserudstua. Se under sidene om Hereford for mer informasjon.

HANS GRENADER

Hans var Viggos gode Ven, skjønt han var but og bidsk mod alle Andre. Folkene paa Gaarden kaldte

den gamle Grenader som oftest Hans Bandhund, for naar han talte til Nogen, saa var det, ligesom han gjøede og vilde bide, sagde de. Men Viggo

sagde, at Grenaderens Ord mere lignede Tappenstreg eller Reveille, og det mente den Gamle ikke var saa dumt sagt; det var ogsaa egentlig fra

den Tid, Viggo og Hans vare saa gode Venner. Hans Grenader holdt sine to og halvfjerdsindstyve Tommer og vel det;

han var skulderbred og rank som et Lys; han havde langt, drivende hvidt Haar,

som hang i en Pidsk nedover hans røde Munderingstrøie. Naar han kom vandrende op imod Gaarden fra sin Husmandsplads, bar han altid

Øxen paa den venstre Skulder, som et Gevær, og gik stiv og strunk og satte Fodbladene udtilbens, og

holdt Takt, som om Sergeanten marscherede lige i Hælene paa ham og kommanderede:

«En, To! En, To!»

Han havde gule Skindbuxer, men Buxesæler brugte han ikke. Derfor var der et halvt Kvarter

mellem Trøien og Buxelinningen, og her lyste det ind paa bare Skjorten, Sommer og Vinter. Paa Hovedet

bar han en Hat, som var rødbrun af Slid i Kanterne; den var vid oventil og smal nede ved Bræmmen,

og i Pullen havde den en dyb Søk, som var fuld af Vand, hver Gang det regnede. Hatten satte

han altid lidt paa Sned over det venstre Øre; men gik Hans altfor kjøn, og sad Hatten altfor meget paa

Snur, saa sagde Folkene: «Idag er Hans Bandhund og Gaasedammen hans paa en Kant begge to.”

Reklame